Som resursedirektør får du ansvar for et område, der griber ind i stort set alle dele af SOSU H. Du bliver direktør for tre chefer med ansvar for henholdsvis elevrettede resurser, faglig og organisatorisk udvikling samt økonomi. Samtidig bliver du en del af direktionen og får et fælles ansvar for SOSU H's samlede udvikling.
SOSU H har ni adresser i Region Hovedstaden, og du skal kunne lede og skabe relationer på tværs af en geografisk spredt organisation. Din daglige base er på Skælbækgade, hvor direktionen sidder sammen i et åbent kontormiljø. Du træder ind i en ledelseskultur, hvor døren er åben, dialogen vigtig, og de bedste løsninger finder vi sammen.
EPX, nye uddannelsesmiljøer, et bredere uddannelsesudbud og nye samarbejder betyder, at organisationen skal kunne bevæge sig og gribe muligheder, samtidig med at driften er sikker. Du skal kunne se på tværs af økonomi, mennesker, bygninger, teknologi og organisation og sikre, at vores resurser understøtter den retning, SOSU H bevæger sig i. Rollen har hidtil spændt bredt og haft mange tråde ind i uddannelsesområdet, og sådan skal den ikke nødvendigvis se ud fremover. Du får derfor reel indflydelse på, hvordan rollen og området skal fyldes ud. En af dine første vigtige opgaver bliver sammen med direktionen og dine chefer at skabe tydelighed om roller, ansvar og snitflader med respekt for det, der fungerer, og blik for det SOSU H, vi er på vej til at blive.
Elever starter og afslutter uddannelser gennem hele året, aktivitetsniveauet ændrer sig, og politiske beslutninger kan hurtigt få betydning for vores økonomiske forudsætninger. Vi har taget de første skridt mod en mere decentral økonomistyring med større ansvar for lokale budgetter og en tættere økonomiopfølgning. Det arbejde skal du sammen med økonomichefen og organisationens ledere tage ansvar for og udvikle videre. Målet er at skabe større gennemsigtighed og en stærkere sammenhæng mellem aktivitet, bemanding, økonomi og de prioriteringer, vi træffer.
Bygninger og kapacitet bliver en væsentlig opgave. SOSU H har ni adresser, og med nye uddannelser og samarbejder kan behovet for fysiske rammer ændre sig hurtigt. Du skal være med til at se fremad og skabe et solidt grundlag for beslutninger om kapacitet, investeringer og anvendelse af vores bygninger – med blik for både økonomi og den fleksibilitet, udviklingen kræver.
SOSU H får i dag en væsentlig del af sin IT-drift og support gennem det fælles IT Center Nord og har samtidig arbejdet med forskellige digitale løsninger på tværs af organisationen. Men vi har ikke en samlet strategisk retning for, hvordan vi vil arbejde med IT, data, digitalisering og AI fremover. Her får du en vigtig opgave i at løfte blikket fra drift til udvikling og sammen med organisationen sætte en tydeligere retning. Vi skal være nysgerrige på mulighederne, prioritere klogt og sikre, at SOSU H følger med den teknologiske udvikling og bruger den dér, hvor den skaber reel værdi.
Du får tre erfarne chefer i direkte reference og skal sammen med dem udvikle et stærkt og effektivt ledelsesteam omkring det samlede resurseområde. Det kræver tydelig retning, gode relationer og blik for sammenhængene mellem områderne. Samtidig bliver du en del af det tætte samspil mellem direktion og chefgruppe, hvor løsninger udvikles på tværs, og man tager fælles ansvar for SOSU H.
SOSU H er en betydelig aktør i sektoren, og det forpligter. Vi vil være med til at udvikle sektoren og spille en relevant rolle i de nye uddannelsesmiljøer, der tager form. Som resursedirektør skal du derfor følge de politiske bevægelser, forstå deres betydning for SOSU H og sammen med direktionen omsætte nye muligheder og rammevilkår til handling.