Vi beder dig ikke om at sende en traditionel ansøgning. I stedet beder vi dig uploade dit CV, hvor du kort beskriver din motivation for stillingen, samt en besvarelse af nedenstående case på maksimalt én side.
Vores Gribskov sætter den politiske retning for kommunens udvikling. En væsentlig del af ambitionerne mødes netop inden for Plan, Teknik og Erhverv: natur og fysisk planlægning, levende lokalsamfund, bosætning, infrastruktur, erhverv og turisme. Som ny direktør bliver en af dine centrale opgaver at omsætte Vores Gribskov til en tydelig og langsigtet retning for dit område. Flere af de udviklinger, du skal stå i spidsen for, har lange tidshorisonter, komplekse afhængigheder og kræver vedholdende ledelse over flere år. Opgaven er derfor ikke at skabe hurtige resultater, men at få lagt de rigtige spor og opbygge en strategisk retning, som både politikere og organisation kan navigere efter over tid. Vi vil gerne høre dit bud på, hvordan du vil gribe den opgave an.
Besvarelsen indgår som en del af det samlede vurderingsgrundlag og skal give os indblik i dit strategiske udsyn, dit blik for politisk ledelse og din evne til at sætte en langsigtet retning og skabe bevægelse mod den.
Rekrutteringsprocessen omfatter en skriftlig besvarelse, to samtaler, testforløb, case ifm. samtale og referencetagning. Vi lægger vægt på en åben og transparent proces og giver alle kandidater, der er en del af processen, en grundig og personlig tilbagemelding på deres deltagelse.
Et bredt sammensat udvalg med repræsentation fra byrådet, direktionen, centrene og de faglige organisationer følger processen sammen med Bridge Consulting.