Som distriktsleder skal du gøre den fælles retning meningsfuld helt ud i de seks børnehuse. Der er behov for at samle distriktet tydeligere, skabe sammenhæng mellem de mange initiativer og give lederne forskellige former for ledelse og sparring alt efter deres erfaring og den situation, deres børnehus står i. Du skal være tæt nok på til at vide, hvad der foregår, men lede gennem dine pædagogiske ledere og give dem reelt ansvar og plads til at lykkes.
Opgaven rækker også ud over Skovlunde. Ballerup har gennem mange år arbejdet på tværs om børn og familier, og distriktslederen indgår i tætte samarbejder med blandt andet skole, klub, PPR og Børne og Ungerådgivningen. Du bliver samtidig en del af den kommunale distriktsledelse og skal bidrage til fælles opgaver på tværs af dagtilbudsområdet. Det tværgående perspektiv er ikke noget, der ligger ved siden af driften, men en del af måden, Ballerup arbejder på.
Vi søger derfor en erfaren distriktsleder, som kender driften af et dagtilbud og samtidig har lyst og evne til at lede gennem andre. Du skal kunne skabe arbejdsro og tydelige rammer, spille både nye og erfarne ledere gode og sætte retning uden at tage deres ansvar fra dem. Og du skal kunne kombinere det pædagogiske blik med sikker økonomistyring, blik for ressourcerne og en forståelse for, at kvalitet, arbejdsmiljø og drift hænger tæt sammen.
Du bliver leder for ti pædagogiske ledere med meget forskellige erfaringer og ledelsesbehov. Nogle har mange års erfaring, mens andre er nye i rollen. En central opgave bliver derfor at lede differentieret og give den enkelte leder den sparring, støtte og det ledelsesrum, der skal til for at lykkes. Du skal være tæt på, når situationen kræver det, men samtidig lede gennem lederne og give dem reelt ansvar. Samtidig skal du samle ledergruppen og distriktet om en fælles retning. Der er et stærkt ønske om fællesskab og om at lykkes sammen, og du skal skabe rammer for gode, effektive ledelsesrum, hvor der er plads til faglig uenighed, og hvor beslutninger bliver tydelige. Det handler også om at skabe arbejdsro, følge op og sikre, at de mange initiativer opleves som dele af en sammenhængende udvikling.
Skovlunde står på et godt fagligt fundament, men de seks børnehuse står forskellige steder. Du får ansvar for at fastholde og udvikle den pædagogiske kvalitet på tværs af distriktet og samtidig have blik for, hvor der er behov for en særlig indsats. KIDS, kvalitetsmålinger og øvrig viden skal bruges aktivt til at følge udviklingen, prioritere indsatser og holde momentum. Et vigtigt pejlemærke er, at alle børn skal have gode deltagelsesmuligheder i stærke almene fællesskaber. Ballerup har prioriteret ressourcer til området, og opgaven bliver sammen med lederne at se på, hvordan de bruges bedst muligt, så de understøtter kvaliteten og kommer børnene til gavn. Det kræver både blik for det enkelte børnehus og evnen til at se på tværs og lære af det, der virker.
Med et budget på omkring 100 mio. kr., mere end 200 medarbejdere og seks meget forskellige børnehuse følger et betydeligt drifts og økonomiansvar. Dele af økonomien er decentral, mens andre midler disponeres på tværs, og du skal skabe gennemsigtighed i prioriteringerne og nogle tydelige rammer, som lederne kan navigere efter. Du skal kunne gå ind i driften sammen med lederne, når der er behov for det, udfordre og støtte deres prioriteringer og samtidig bevare overblikket over helheden. Ressourcerne skal kunne flyttes og prioriteres, hvor de gør mest gavn, og økonomi, bemanding og pædagogisk kvalitet skal ses i sammenhæng. Hertil kommer blandt andet konkrete bygnings- og renoveringsprojekter i distriktet.
At kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere er en vigtig del af ledelsesopgaven. I Skovlunde skal du sammen med de pædagogiske ledere have blik for arbejdsmiljø og sygefravær og skabe arbejdspladser, hvor medarbejderne trives, udvikler sig og har lyst til at blive. Ballerup Kommune investerer samtidig i uddannelse og kompetenceudvikling og arbejder gennem FUR målrettet med fastholdelse, uddannelse og rekruttering. Din opgave bliver at få de forskellige greb til at hænge sammen lokalt og understøtte lederne i at skabe stærke faglige miljøer og stabile medarbejdergrupper i de seks børnehuse.
Ballerup har en stærk tradition for at arbejde på tværs omkring børn og familier. I Skovlunde har distriktets ressourceteam en vigtig rolle i at understøtte de pædagogiske læringsmiljøer og arbejdet med børnenes deltagelsesmuligheder, og der er et tæt samarbejde med blandt andet PPR og Børne og Ungerådgivningen. Samarbejdet med Skovlunde Skole og BFO om børnenes overgange fungerer godt og bygger på faste strukturer og systematikker. Som distriktsleder skal du værne om det, der allerede virker, og samtidig være med til at udvikle samarbejdet på tværs, så de forskellige fagligheder og indsatser hænger godt sammen omkring børnene.
Du skal skabe tydelighed og transparens omkring beslutninger og sikre gode forbindelser mellem ledelse, medarbejdere og de formelle samarbejdsfora. MED, forældrebestyrelsen og husrådene skal bringes meningsfuldt i spil, og der skal være en tydelig sammenhæng mellem de forskellige fora og den retning, distriktet bevæger sig i.
Du bliver en del af distriktsledergruppen på dagtilbudsområdet og får erfarne kolleger at sparre med. Samtidig forventes du at tage medansvar for det samlede område og løfte tværgående opgaver på vegne af gruppen og kommunen. Du skal derfor både have blik for Skovlunde og kunne træde ind i den større kommunale sammenhæng.
Der kan være mange forskellige erfaringer og kompetencer, der kan bringes i spil i forhold til disse opgaver og ansvarsområder. I det næste afsnit beskriver vi, hvad vi umiddelbart ser som det bedste match. Du må dog gerne overraske os for vi ved, at det ofte er den rette tilgang og motivation, der i praksis skaber de bedste resultater.
Dagtilbud Skovlunde er et stort og sammensat distrikt. De seks børnehuse er forskellige i størrelse, børnegrupper, medarbejdersammensætning og i de ledelsesbehov, der følger med. Det er en del af styrken ved distriktet, og det stiller samtidig krav til dig som distriktsleder. Du skal kunne samle om en fælles retning uden at gøre husene ens.
Du bliver leder for ti pædagogiske ledere med meget forskellig erfaring. Nogle har mange års ledelseserfaring at trække på, mens andre er nye i rollen. Derfor skal du kunne variere din ledelse. Nogle gange skal du tættere på med sparring og støtte, andre gange skal du først og fremmest sætte rammen, give ansvar og have tillid til, at lederne løfter deres opgave.